alle ved, at kartoffeltryk skal være Dior.

Vincent Beier er den teenageknægt jeg helst ville bolle med. Han er så fucking fræk i kjole.  <3

Jeg er ude for at samle flasker, for at få $ til min første behandling med Restylane.

Jeg forestiller mig det er dig. Jeg forestiller mig, at det er din nakke i den blå skjorte. Jeg er helt koncentreret om den nakke. Du er helt koncentreret om noget udenfor vinduet eller noget nede i din bog. Jeg forestiller mig. Jeg forstiller mig. Jeg stiller det fra mig. Jeg starter alle sætninger med jeg, og så stiller jeg dem fra mig. Jeg ser på andre mænd.  Jeg kigger over på den nakke, som jeg tror er din. Du er blevet klippet. Jeg kigger på de andre mænd igen, som faktisk kun er en enkelt mand. Han har en batikfarvet T-shirt på. Jeg kan bedre lide blå skjorter. Jeg kigger på dig. En pige sætter sig lige foran dig. Du er måske ikke dig. Der kommer en ind. Det er varmt, men hun har lange strømper på og sort tøj. Hun er goth. Det ser godt ud. Det ser goth ud. Goth med dig. Dig dig dig. Er det dig? Jeg kunne gå ned og spørge dig, om du er dig. Det er du nok ikke. Jeg ved ikke hvem jeg er, efter jeg har mødt dig. Jeg ved ikke, hvad det her er. Er du her? Her hos mig? Jeg ved godt at du ikke vil være her. Men du kunne godt. GOTH. Jeg kigger væk. Jeg ser på tastaturet. Jeg ser op fra tastaturet. Det er din tur. Det er dit tastatur. Tur. Ud i det blå. Ud i det blå kun med en blå skjorte på. Kom du? Du drikker af din kaffe. Det er nok ikke kaffe. Jeg kan se et sugerør. Sugerør ved mig. Vis mig at jeg lever. Jeg har en leverskade. Skader. Skade. Der er er altid. Sætningen slutter. Du rejser dig ikke. Du bevæger dig Du rejser dig. Det er nu, det skal vise sig, om du er dig. Det var ikke dig. Det viste sig, at du var en kineser, som havde taget din blå skjorte på. Kineseren siger alligevel ’hej’ på vej op ad rulletrappen. Han kan også godt lide mig. Han vil hellere være her end du vil. En fyr lægger armen omkring en pige i en stribet kjole. Han har også en blå skjorte på. En mørkeblå skjorte. En blå skjorte uden kinaflip. Jeg flipper ud. Jeg ser på trappen. Jeg ser på gulvet. Jeg ser på døren. Der kommer masser af mennesker ind. De har alle sammen blå skjorter på. Der er ikke så mange af dem, der er kinesere. Jeg skriver om dem uden at se på tastaturet. Det bliver noget rodet noget. En mand kører ned ad rulletrappen. Han har en blå sweater på. Der kommer en kikset fyr forbi i en grøn skjorte. Han har, hold nu godt fast, cowboystøvler på. Alle ser søgende ud. Ingen kan finde mig. Ingen kan finde mig. Jeg ved det er mere sandsynligt, at de leder efter dig, end de leder efter mig. Der er ingen der ved, at jeg er her, og dem der gør, de tror jeg har lavet noget andet. En fyr i blå skjorte kommer ud fra toilettet. Det er heller ikke dig. Skjorten er heller ikke blå. Den er faktisk sort. Forvasket sort, så den ser blå ud. Det er kun for at narre mig. Der kommer børn ind. De har ikke skjorter på . De leder efter en mand i en blå skjorte. ’Det er det er vores far’ siger de. Så går de. En ung dreng i sort tøj kigger på bøger, som er blevet anbefalet af andre. Anbefalinger fra folket. Han skal snart ud i byen, for at kigge efter en blå skjorte, som han kan have på i biografen. Fyren fra toilettet med den blå skjorte, der var sort, kommer op ad trappen. Han smiler også til mig. Jeg ser okay ud i dag. Tror jeg. Jeg er glad for at jeg valgte ikke at tage en blå skjorte på. Så skiller jeg mig ud. Kommer du monstro alene? Kommer du ind af døren? Eller venter jeg bare forgæves?