Du kommer til gengæld to minutter for sent. Det ligner dig ikke. Du er blevet tyk. Det ligner dig ikke. Jeg har svært ved at genkende dig, men alligevel hopper mit hjerte cirka to hundrede slag over. Det er sådan lidt svært at forklare. Nu begynder de at klappe dernede og mit hjerte starter forfra, men det slår stadig ikke. Jeg er ikke sikker på du er typen der klapper. Det slider på dine hænder med al den klappen til litterære arrangementer. Du vil hellere nikke anerkendende. Sådan er det også, når man har kneppet med dig. Jeg sender en SMS til min veninde, om at du er her. Hun siger, at jeg er for smuk til dig. Jeg SMSer i stedet for at skrive. Der kommer flere mennesker i sort tøj ind af døren. De går den anden vej. De er ligeglade med dig og Martin Hall og nægtelserne og al den klappen. Nu skuler de. De undrer sig over, hvorfor roen på et bibliotek absolut skal forstyrres. Det gør jeg sådan set også. Den sorte mands halve søn ser ikke glad ud. Nu kommer alle dem med cykelhjelme. Jeg ved du ikke kører med cykelhjelm, for det ødelægger dit hår. Jeg har ikke set dig i tre år, men jeg har skrevet masser af ting om dit hår. Alt hår, bortset fra det på brystet, i mine tekster, er referencer til dig. Der er også referencer til andre. Der er faktisk referencer til de fleste, men du er nok den eneste, der kan være sikker på, hvornår det er dig, jeg skriver noget om. Mit hjerte er jo begyndt at slå igen. Det er fordi jeg forestiller mig, at der kommer en mand med en blå skjorte ind ad døren, og ham skal jeg koncentrere mig om. Det er svært at koncentrere sig om en man bare forestiller mig. Så stirrer jeg lidt på tastaturet og koncentrerer mig om at stave korrekt. Det får det hele til at gå lidt i stå for mig. Jeg går væk fra det igen. Det pirrer mig, at du ikke ved jeg er her. At ingen ved jeg er her. Jeg spekulerer på, hvornår det ville være passende at gå. Måske kan jeg følges med kineseren, der lignede en anden. Jeg tror ikke han er gået endnu. Jeg holder øje med trappen, med gulvet og med døren. Jeg er usikker på, hvorfor jeg gør det, men det er nok, fordi jeg keder mig en smugle. Og håbede der kom nogen jeg gerne ville kende. I stedet kom der en flig af noget jeg kendte engang. Han får ikke mit hjerte til at springe 200 slag over. Han får det til at gå i stå, så jeg bliver et sekund yngre i minuttet. Det er vildt at tænke på, at han på den måde kan redde mig fra det hele. Men han ved det ikke. Jeg har helt glemt det med de blå skjorter. En mand i en blå skjorte kommer imod mig. Han ser fast på mig. Han stirrer faktisk på mig. Jeg tror han vil sige noget, men så vender han også bare om.

Jeg ser Martin Hall i fugleperspektiv. Martin Hall ser søgende ud. Martin Hall kommer før tiden. Jeg ser stadig på trappen, på døren og på gulvet. Han ser ikke op. Alle mændene i blå skjorter er forsvundet. Med et opdagede de alle sammen, at jeg kiggede på dem. Til gengæld er gothpigen her stadig. En anden pige vinker. Pludselig har alle sort tøj på. De passer alle sammen til Martin Hall. Han ville ønske, at han havde taget mørke solbriller på. En sort mand forlader bygningen. Han skal ud og finde sig selv. Han har en blå plasticsæk i hænderne. ’På den måde kan jeg altid finde mig selv i alt det hvide’, siger han helt uden at tøve. Martin Hall er den eneste, der tøver med at gå ind. De er alle sammen kommet for at høre ham. Bortset fra gothpigerne og dem med hat. Gothpigerne er her, fordi de håber på at få Najas autograf. Tænk at have sådan et navn, der rummer både et ja og en nægtelse. En tøven. Din mund siger måske, men dit navn siger både ja og nej. Nogen burde synge dette. Den fede dame i den blå kjole med den blå taske fx Hun leder efter en mand, hun kan passe til. Helst en i en blå skjorte. Hun vender sig om. Hun er ikke fed.  Hun er gravid på en uheldig måde. Hun bærer ikke på Martin Halls barn. Det er det eneste, hun er sikker på. Jeg så engang Marting Hall i Magasin med sin lille søn. Han var en nøjagtig kopi og det mindede mig sådan om Star Wars Episode II. Det med klonerne, er faktisk det eneste jeg kan huske fra den film.. Jeg har ellers set den flere gange. Mest om natten, når jeg ikke kan sove. Star Wars kan altid få mig til at sove. Det samme kan James Bond. James Bond kommer ind ad døren. Eller nej, det er sgu Mathilde Norholts dobbeltgænger. Hun smiler op til mig. Jeg forestiller mig, at det ville Mathilde også gøre. Hvis Dan Turell stadig levede, så ville han have en affære med Mathilde Norholt, og han ville tatovere digte direkte på hende spinkle arm. Han ville gøre sig meget umage, med at stave korrekt. Dobbeltgængeren har ingen tatoveringer og det er faktisk sådan jeg kan se, at hun ikke er den rigtige Mathilde. Dobbeltgængeren kigger sig omkring.  Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt hun kigger efter Martin Hall eller efter en mand i en blå skjorte. Jeg kunne godt fortælle hende, hvor hun kunne finde hvad.  Martin Hall er i et andet lokale nu. Mændene i de blå skjorter er flygtet fra mig. Så hvis hun flytter sig fra mig, så vil hun finde den hun søger.

(Billedet er lånt fra Politikken)

Jeg forestiller mig det er dig. Jeg forestiller mig, at det er din nakke i den blå skjorte. Jeg er helt koncentreret om den nakke. Du er helt koncentreret om noget udenfor vinduet eller noget nede i din bog. Jeg forestiller mig. Jeg forstiller mig. Jeg stiller det fra mig. Jeg starter alle sætninger med jeg, og så stiller jeg dem fra mig. Jeg ser på andre mænd.  Jeg kigger over på den nakke, som jeg tror er din. Du er blevet klippet. Jeg kigger på de andre mænd igen, som faktisk kun er en enkelt mand. Han har en batikfarvet T-shirt på. Jeg kan bedre lide blå skjorter. Jeg kigger på dig. En pige sætter sig lige foran dig. Du er måske ikke dig. Der kommer en ind. Det er varmt, men hun har lange strømper på og sort tøj. Hun er goth. Det ser godt ud. Det ser goth ud. Goth med dig. Dig dig dig. Er det dig? Jeg kunne gå ned og spørge dig, om du er dig. Det er du nok ikke. Jeg ved ikke hvem jeg er, efter jeg har mødt dig. Jeg ved ikke, hvad det her er. Er du her? Her hos mig? Jeg ved godt at du ikke vil være her. Men du kunne godt. GOTH. Jeg kigger væk. Jeg ser på tastaturet. Jeg ser op fra tastaturet. Det er din tur. Det er dit tastatur. Tur. Ud i det blå. Ud i det blå kun med en blå skjorte på. Kom du? Du drikker af din kaffe. Det er nok ikke kaffe. Jeg kan se et sugerør. Sugerør ved mig. Vis mig at jeg lever. Jeg har en leverskade. Skader. Skade. Der er er altid. Sætningen slutter. Du rejser dig ikke. Du bevæger dig Du rejser dig. Det er nu, det skal vise sig, om du er dig. Det var ikke dig. Det viste sig, at du var en kineser, som havde taget din blå skjorte på. Kineseren siger alligevel ’hej’ på vej op ad rulletrappen. Han kan også godt lide mig. Han vil hellere være her end du vil. En fyr lægger armen omkring en pige i en stribet kjole. Han har også en blå skjorte på. En mørkeblå skjorte. En blå skjorte uden kinaflip. Jeg flipper ud. Jeg ser på trappen. Jeg ser på gulvet. Jeg ser på døren. Der kommer masser af mennesker ind. De har alle sammen blå skjorter på. Der er ikke så mange af dem, der er kinesere. Jeg skriver om dem uden at se på tastaturet. Det bliver noget rodet noget. En mand kører ned ad rulletrappen. Han har en blå sweater på. Der kommer en kikset fyr forbi i en grøn skjorte. Han har, hold nu godt fast, cowboystøvler på. Alle ser søgende ud. Ingen kan finde mig. Ingen kan finde mig. Jeg ved det er mere sandsynligt, at de leder efter dig, end de leder efter mig. Der er ingen der ved, at jeg er her, og dem der gør, de tror jeg har lavet noget andet. En fyr i blå skjorte kommer ud fra toilettet. Det er heller ikke dig. Skjorten er heller ikke blå. Den er faktisk sort. Forvasket sort, så den ser blå ud. Det er kun for at narre mig. Der kommer børn ind. De har ikke skjorter på . De leder efter en mand i en blå skjorte. ’Det er det er vores far’ siger de. Så går de. En ung dreng i sort tøj kigger på bøger, som er blevet anbefalet af andre. Anbefalinger fra folket. Han skal snart ud i byen, for at kigge efter en blå skjorte, som han kan have på i biografen. Fyren fra toilettet med den blå skjorte, der var sort, kommer op ad trappen. Han smiler også til mig. Jeg ser okay ud i dag. Tror jeg. Jeg er glad for at jeg valgte ikke at tage en blå skjorte på. Så skiller jeg mig ud. Kommer du monstro alene? Kommer du ind af døren? Eller venter jeg bare forgæves?