Biblioteket (Automatskrift)

 Du kommer til gengæld to minutter for sent. Det ligner dig ikke. Du er blevet tyk. Det ligner dig ikke. Jeg har svært ved at genkende dig, men alligevel hopper mit hjerte cirka to hundrede slag over. Det er sådan lidt svært at forklare. Nu begynder de at klappe dernede og mit hjerte starter forfra, men det slår stadig ikke. Jeg er ikke sikker på du er typen der klapper. Det slider på dine hænder med al den klappen til litterære arrangementer. Du vil hellere nikke anerkendende. Sådan er det også, når man har kneppet med dig. Jeg sender en SMS til min veninde, om at du er her. Hun siger, at jeg er for smuk til dig. Jeg SMSer i stedet for at skrive. Der kommer flere mennesker i sort tøj ind af døren. De går den anden vej. De er ligeglade med dig og Martin Hall og nægtelserne og al den klappen. Nu skuler de. De undrer sig over, hvorfor roen på et bibliotek absolut skal forstyrres. Det gør jeg sådan set også. Den sorte mands halve søn ser ikke glad ud. Nu kommer alle dem med cykelhjelme. Jeg ved du ikke kører med cykelhjelm, for det ødelægger dit hår. Jeg har ikke set dig i tre år, men jeg har skrevet masser af ting om dit hår. Alt hår, bortset fra det på brystet, i mine tekster, er referencer til dig. Der er også referencer til andre. Der er faktisk referencer til de fleste, men du er nok den eneste, der kan være sikker på, hvornår det er dig, jeg skriver noget om. Mit hjerte er jo begyndt at slå igen. Det er fordi jeg forestiller mig, at der kommer en mand med en blå skjorte ind ad døren, og ham skal jeg koncentrere mig om. Det er svært at koncentrere sig om en man bare forestiller mig. Så stirrer jeg lidt på tastaturet og koncentrerer mig om at stave korrekt. Det får det hele til at gå lidt i stå for mig. Jeg går væk fra det igen. Det pirrer mig, at du ikke ved jeg er her. At ingen ved jeg er her. Jeg spekulerer på, hvornår det ville være passende at gå. Måske kan jeg følges med kineseren, der lignede en anden. Jeg tror ikke han er gået endnu. Jeg holder øje med trappen, med gulvet og med døren. Jeg er usikker på, hvorfor jeg gør det, men det er nok, fordi jeg keder mig en smugle. Og håbede der kom nogen jeg gerne ville kende. I stedet kom der en flig af noget jeg kendte engang. Han får ikke mit hjerte til at springe 200 slag over. Han får det til at gå i stå, så jeg bliver et sekund yngre i minuttet. Det er vildt at tænke på, at han på den måde kan redde mig fra det hele. Men han ved det ikke. Jeg har helt glemt det med de blå skjorter. En mand i en blå skjorte kommer imod mig. Han ser fast på mig. Han stirrer faktisk på mig. Jeg tror han vil sige noget, men så vender han også bare om.